Træindsatser kan være nødvendige
Når du skal montere klassiske dørgreb på nye døre, skal du især være opmærksom på, at nye døre er beregnet til at have gennemgående bolte, der holder greb og nøglehulsrosetter på plads. I gamle døre var det korte skruer, der greb fast i træet omkring hullet. Da nye døre har et hul på 40 mm i diameter, er det nødvendigt at lime en Ø40 mm træindsats i nøglehullet på døren, før skruerne til dørgrebs- og nøgle-rosetten kan få fat. Har du en ny dør, er det derfor en god idé at bestille et sæt med 4 stk. træindsatser med i din ordre. Det kan du gøre her.
Vi vejleder dig trin for trin
- Når du har afmonteret de gamle dørgreb, renser du let hullet for snavs med en våd klud.
- Tør efter med en tør klud og anvend en trælim på kanten af træindsatsen.
- Skub forsigtig træindsatsen ind i hullet på døren. Træindsatsen skal flugte med overfladen på døren, så vær opmærksom på, at den ikke skrues for langt ind og skruerne ikke kan nå træet.
- Tør efter med en våd klud og lad limen tørre i ca. 1 time, således at træindsatsen sidder helt fast og kan holde fast i de skruer, som du bruger til at montere dørgrebs- og nøglehuls-rosetterne med.
- Efterfølgende sætter du dørgrebene i døren og markerer med en blyant, hvor skruerne skal skrues i.
- Dørgrebene skal herefter ud igen, og du skal bore forsigtig for med et 2 mm bor, således at du er sikker på, at skruerne placeres vinkelret ind i døren. Det samme gentager du med nøglehulsrosetterne.
- Efterfølgende er det bare at sætte dørgrebene på døren på hver side og skrue skruerne forsigtigt i. Pas på at skruetrækkeren ikke smutter og laver ridser i dit nye dørgreb.
- Til slut spænder du dørgrebet fast med den medfølgende unbrakonøgle, og du har et smukt, klassisk dørgreb på din nye dør.